Når en vifte i dag åbnes med et højt »Clack« på en festival, rummer den mere historie, end de fleste aner. Voguing og ballroom-scenen har skabt den scene, hvor håndviften i dag indtager sin plads: som et performance-element, som bifald, som et statement. Den, der hylder viften, bør vide, hvor denne energi stammer fra. Denne artikel genfortæller historien med respekt, fra Ballrooms i Harlem til Front Row ved CSD.
Hvad Voguing er, og hvor det stammer fra
Voguing er en dansestil, der opstod i Ballroom-miljøet, præget af sorte og latino-queere miljøer i Harlem, New York. I en tid, hvor disse mennesker blev udstødt i store dele af samfundet, skabte de deres egne rum: ballene. Der blev danset, poseret, »walket« og festet i kategorier, der strakte sig fra »realness« til »performance«. Voguing var dog aldrig blot dans. Det var selvhævdelse, kunstform og fællesskab i ét.
Navnet er en hentydning til modebladet Vogue: Poserne minder om modelposeringer på glansede sider, sat sammen i række i takt med rytmen. Statiske poser blev til bevægelse, og bevægelse blev til et formsprog med sine egne regler, linjer og holdninger. Den, der en gang har set, hvordan en performer trækker en diagonal linje hen over gulvet, forstår straks: Her handler det om præcision og tilstedeværelse, ikke om tilfældighed.
Groft set skelner miljøet mellem flere stilretninger, der har udviklet sig gennem årtierne:
- Old Way: den tidlige form, præget af klare linjer, symmetri og præcise positurer.
- New Way: senere videreudvikling med større fleksibilitet, udspring og geometriske former.
- Vogue Fem: den udpræget feminine stil, dramatisk, flydende og udtryksfuld, med elementer som duckwalks, spins og dips.
Denne oversigt er bevidst holdt på et generelt niveau. Ballroom er en levende kultur med sine egne autoriteter, og de finere nuancer i kategorierne hører til dem, der danser og bedømmer dem. Hvis man ønsker at dykke dybere ned i emnet, kan man se ball-arrangementer, lytte til kommentatorerne og lære af selve fællesskabet.
Houses og Balls: Familie er dem, der er der for dig
Hjertet i Ballroom-scenen er »houses«. Et »house« er mere end blot et hold: Det er en valgt familie med en »mother« eller en »father« i spidsen, som støtter, træner og tager sig af deres »kids«. For mange unge queer-personer, der er blevet afvist af deres biologiske familier, har husene været og er stadig et hjem i bogstavelig forstand. Ved ballene dyster husene mod hinanden i kategorier, der spænder fra dans over catwalk til udseende.
En ball er både en konkurrence og en fest. Der er en jury, der er trofæer, der gives karakterer fra dommerne, og der kommer nådesløse tilråb fra publikum. Men frem for alt er der et rum, hvor mennesker må stråle præcis, som de er. Det er netop denne blanding af hårdhed og varme, der udgør fascinationen: På dansegulvet kæmpes der om alt, mens man ved siden af passer på hinanden.
Vifte i Voguing: rekvisitter, rytme, bifald
Og her kommer viften ind i billedet. I Ballroom-kulturen er viften et performance-element med en dobbelt funktion. På den ene side er den et rekvisit: En vifte forlænger armens linje, fremhæver poserne, dækker og afslører ansigtet og sætter accenter i takt med musikken. For det andet er den et instrument: Det høje smæld, »Clack«, er i miljøet en form for bifald og anerkendelse. Når en optræden er vellykket, klapper vifterne i publikum. Jo voldsommere bevægelsen er, desto højere er responsen.
Dette »Clack« er grunden til, at en god vifte skal være solidt konstrueret. En vifte fra Pride-kollektionen med bambusstel og rivfast betræk kan netop klare det: hundredvis af »Clack« hver nat, uden at ribberne giver efter. Lyden opstår, når ribberne slår mod hinanden, når viften pludseligt foldes ud. Billige konstruktioner lyder dæmpet eller går i stykker. Et klart Clack er højt, tørt og tydeligt.
»Clack« er ikke en lyd. Det er et svar: Jeg ser dig, og det, du lige har gjort, var fantastisk.
Fra Ballroom til mainstream
At Voguing i dag er kendt over hele verden, skyldes nogle afgørende begivenheder. Madonna bragte stilen ind på hitlisterne og op på de store scener i begyndelsen af 90’erne med sin sang »Vogue«. Dokumentarfilmen »Paris is Burning« viste Ballroom-scenen i New York og gjorde begreber som »houses«, »realness« og »shade« tilgængelige for et bredt publikum. Årtier senere fortalte serien »Pose« historierne fra scenen på ny for en ny generation, med queer-personer både foran og bag kameraet.
Med hver af disse bølger fandt elementer af kulturen vej videre ind i popkulturen, klubscenen og festivalverdenen: dansetrinene, sproget, holdningen og netop også viften. I dag er den lige så meget en del af billedet på Techno-dansegulvene som ved Pride-demonstrationer. Det, man let glemmer, er, at intet af dette blot er en »trend«. Det er arven fra et fællesskab, der har kæmpet sig til synlighed trods enorm modstand.
Sideløbende udviklede der sig en anden vej ind i nutiden: klubkulturen. House-musik og Ballroom har altid været tæt forbundet; mange numre, der blev spillet på baller, blev også spillet på dansegulvene i de store byer. Da Techno og House kom til Europa, fulgte æstetikken og gestikulationerne med. I dag slutter cirklen: På festivaler fra Berlin til Amsterdam hører vifter, poser og »Clack« til publikums vokabular, ofte uden at de, der udfører dem, ved, hvor dette vokabular stammer fra. Det er netop derfor, der findes artikler som denne.
Respekt for rødderne: Fejre, ja – men ikke tilegne sig dem
Skal man være en del af Ballroom-scenen for at bære en vifte? Nej. Men det hører sig til at kende og nævne dens oprindelse. Forskellen mellem værdsættelse og tilegnelse ligger i holdningen: Den, der folder viften ud og ved, at den karakteristiske lyd stammer fra Ballrooms i Harlem, er med til at hylde kulturen. Den, der lader som om, at det hele er en opfindelse fra festivalsæsonen, udvisker historien.
Konkret betyder det: Giv kredit, når du taler om Voguing. Betragt ikke bevægelser og udtryk som et kostume. Når du er gæst på et ball, er du gæst og opfører dig som sådan. Og når queer-personer forklarer, hvad et begreb betyder, eller hvor grænsen går, er det rigtige at lytte. Det er ikke nogen stor udfordring. Det er det mindste, man kan gøre for at vise respekt for de mennesker, der har skabt denne kultur og bærer den videre den dag i dag.
Et godt udgangspunkt er lokale Ballroom-arrangementer, som der nu også findes i mange tyske byer. Mange baller er åbne for publikum, og ingen steder lærer man reglerne hurtigere: hvornår man skal klappe, hvordan en kategori fungerer, hvad tiere betyder. Den, der en gang har oplevet live, hvordan en hel sal kollektivt svarer med vifter, forstår forskellen mellem et accessoire og et sprog.
Voguing-energi i dag: Fra ballet til CSD og festivalgulvet
På CSD er viften efterhånden blevet noget af et uofficielt redskab i paraden: Den køler ned, når det er tredive grader på asfalten, den fungerer som en overflade til farver og budskaber, og den reagerer på enhver god optræden med et »Clack«. Også på festivaler har signalet slået an. Når musikken går i gang, foldes viften ud, i pausen vifter den køligt, og når nogen i mængden gør noget fantastisk, lyder der et klap fra alle sider.
Hvis du vil udstråle denne energi, finder du i butikken designs til enhver scene: regnbuer og statements til demonstrationen, holografiske designs, der skifter farve under projektørlyset, og markante slogans til alle, der har noget på hjerte. Med en spændvidde på 64 cm er hvert af dem stort nok til at fungere som et statement og ikke blot som et accessoire.
Viften er lånt. Brug den derfor med respekt.
Voguing og Ballroom har givet viften en betydning, der rækker langt ud over blot at køle sig ned: Den er bifald, holdning og scenetilstedeværelse samlet i ét objekt. Næste gang du folder din vifte ud, gør du det som en del af en tradition, der begyndte i Harlem og i dag lever videre på alle dansegulve. Kend historien, giv den den ære, den Clack, og lad Clack lyde, som den skal: højt, tydeligt og fuld af respekt. Front Row er trods alt ikke bare en pladsbetegnelse, men en holdning.
